40 71 71 54 info@chokofair.dk

Choconina

”Kærligheden til chokolade skal kunne smages”

Nina Tholstrup er kvalitetsbevidst til fingerspidserne. Hun er uddannet chocolatier og kreerer under navnet ’Choconina’ håndlavede fyldte chokolader af rene råvarer og helt uden brug af kunstige aromaer eller tilsætningsstoffer.

Siden 2012 har Entre Nous været fast leverandør af kakaopulver og chokoladeknapper til Ninas chokoladeværksted, og hun anvender stort set hele paletten fra hvid over mælkechokolade til de forskellige mørke chokoladevarianter, der findes i Kaokas sortiment.

– Jeg er rigtig godt tilfreds. Dels fordi der er et stort range i produktudvalget. Kan man ikke lide den ene mørke, kan man finde en anden mere fruity eller earthy. Og så er der, modsat meget almindelig chokolade, en stor kompleksitet i smagen, siger Nina Tholstrup.

Chokoladeskeptikere overgiver sig

For Nina Tholstrup skal det at nyde chokolade skal være en sanselig og frydefuld oplevelse. Derfor gør hun sig stor umage med i sine fyldte chokolader at sammensætte nogle unikke smagskombinationer, der komplementerer hinanden. Og hun oplever ofte, at folk, der ikke troede de kunne lide en bestemt type chokolade, overgiver sig.

– Jeg havde en kunde, som sagde: ’Jeg kan ikke lide hvid chokolade, det er så sødt og klistret’. Men hun smagte min variant med citron-ganache og rålakrids – og syntes, det var skønt og en helt ny oplevelse, fortæller Nina Tholstrup og giver et andet eksempel:

– 55 procent’eren fra Kaoka – den jeg kalder børnechokoladen – tilbyder jeg ofte skeptikere af mørk chokolade. Så siger jeg: ’Prøv denne, for den er kraftig, men har ikke den der bitterhed og voldsomhed, som mange mørke varianter kan have.’ Mange bliver overrasket, fordi de ikke normalt kan lide mørk chokolade. Jeg forklarer, at sådan er det ofte med de billige, som er bitre, fordi de er hårdtristede med henblik på, at man ikke skal smage, at det er dårlig kvalitet! Det her er en helt anden oplevelse lige fra du får det ind i munden og gennemgår alle nuancerne. Ligesom med en god vin.

Sunde snacks med naturens guld

Hvor Choconinas fyldte chokolader mest er til de særlige lejligheder, har hun i sit andet brand Choco By Nature fokus på at skabe hverdagssnacks af høj kvalitet. Her tilbydes små snackbites, der er spækket med superfoods lige fra bær til nødder og frø, og som tilfredsstiller den søde tand og ikke bare er tomme kalorier. Chokolade spiller naturligvis også her en væsentlig rolle.

– Den røde tråd i produkterne er chokolade og kakao i forskellige varianter. Fordi det smager vidunderligt, selvfølgelig, men faktisk jo også indeholder stoffer, der gør gode ting for vores humør og sundhed. For eksempel påvirker mørk chokolade frigivelsen af serotonin og endorfiner i hjernen, stoffer som sænker vores stressniveau og øger følelsen af velvære.

Værdierne er vigtige

Choconina er økologisk certificeret og stiller til sine leverandører krav om 100% økologi, fairtrade og ingen børnearbejde. Det er en af de centrale grunde til, af valget faldt på Kaoka som leverandør af råchokolade.

–  Jeg går op i økologien og historien bag – at det er et dedikeret firma, der ikke kun går op i ren profit, men også ønsker at forbedre vilkårene for kakaobønderne. Det er en god historie, som jeg kan identificere mig med. Det handler om, at vi kærer os om gode råvarer og værner om naturen og mennesker.