40 71 71 54 info@chokofair.dk

Broholm Slot

”KAOKA er en kvalitetschokolade, der er nem at arbejde med”

I Gudme på Sydfyn ligger Broholm Slot, idyllisk omgivet af park, herregårdssø, voldgrave og vandmølle. Foruden at være et privatdrevet gods med land- og skovbrug tilbyder det historiske slot ophold for besøgende, der søger anderledes og eksklusive rammer om deres selskaber.

Hvor mange gæster de har, svinger henover året, men i højsæsonen om sommeren kommer der op mod 1.500 gæster om måneden. Mange er overnattende gæster, men også selskaber og kærestepar finder vejen forbi for at nyde et godt måltid i smukke rammer. Et måltid, der som oftest rundes af med en dessert eller en petit four til kaffen.

– Vi bruger meget chokolade i dessertkøkkenet, både mørk, hvid og lys, fortæller Kenneth Birler, som på sjette år er medforpagter af slottet og sammen med køkkenchefen har ansvar for at sammensætte restaurantens menukort.

Fairtrade-mærket chokolade til en fair pris

Siden 2016 har Entre Nous været fast leverandør af Kaoka-chokolade til Broholms køkken.

– Vi valgte Kaoka, fordi det er en god, neutral chokolade til en fair pris. Det var vores forrige mærke sådan set også, men da vi her kunne få et kvalitetsprodukt, der samtidig er økologisk og fairtrade-mærket, var der god grund til at skifte, siger Kenneth Birler.

Som erfaren kok med en karriere, der tæller flere større hotelrestauranter i blandt andet Norge og Schweiz, kender han fordelene ved at anvende en god, allround råchokolade, der samtidig er nem at arbejde med.

– Vi får chokoladen i pilleform. Det er nemt at veje af, smelte og temperere.

Gode mad-historier følger med på det historiske slot

Broholms køkken er bygget op omkring gode, fynske råvarer, som de ofte finder hos lokale leverandører. Menuerne tager udgangspunkt i sæsonens varer, hvilket går fint i spænd med princippet om nærhed.  Og alt er lavet fra bunden.

– Det er vi stolte af, og vi fortæller gerne vores gæster historierne om, hvor produkterne kommer fra – i det omfang, de har lyst til at høre dem, selvfølgelig, slutter Kenneth Birler.